Det skete for mig i forrige uge, hvor jeg mødte ham, der var den eneste, der havde fået plads på væggene i mit grønne og orange teenageværelse. Ja, jeg taler selvfølgelig om Will Smith!

Jeg er også gået glip af et par stykker, som for eksempel Bradley Cooper, Tom Cruise og Cameron Diaz. Men jeg fik set Will Smith og hans kone, Jada Pinket-Smith, og søn, Jaden, samt Jackie Chan. Og det er slet ikke at kimse af!

Det skete helt tilfældigt.
Jeg havde været ude med Knut, som er en norsk fotograf, jeg har mødt. Vi havde brugt hele dagen på at strejfe rundt i Regent’s Park og fotografere, da vi mødte dagens første film crew.

Egentlig ledte vi bare efter en grøn plet, hvor vi kunne sidde og drikke en sodavand og snakke om vejret, som i øvrigt var ganske godt. Nu er Regent’s Park en af Londons største, men alligevel lykkedes det os at sætte os på lige præcis det eneste filmset i parken.

- Undskyld, men her må I ikke sidde, vi er ved at optage. I kan gå hen til den der bænk eller det der træ, sagde den vigtige dame med walkie’en.

Så vi rykkede os de 300 meter, så vi ikke kom med i den B-film, som de var ved at optage. Nu siger jeg optage, men det var nok det mindste af det, vi fik set, altså optagelse.
Der blev sagt ‘action’ og ‘cut’ så hurtigt efter hinanden, at statisterne knap nok nåede at få smid frisbeen af sted mere end en enkelt gang. Og så var der frokost.

Vi overvejede et kort øjeblik at gå de 400 meter over til sandwich-bordet og lege statister, men blev alligevel enige om bare at fortrække og finde en restaurant i stedet.

Nu har jeg et kompleks med, at jeg konstant vender tilbage til steder og ting, som har fungeret godt for mig, så vi vendte næsen mod Leicester Square og den kæde af  italienske restauranter, hvor de fleste af mine hostel-aftener var blevet tilbragt.

Da vi kom ind på pladsen, hørte vi en masse piger skrige, og vi kunne da også godt se, at der foregik et eller andet.. men det gør der jo så tit på Leicester Square, og desuden var det ovre ved den lidt mindre biograf, Odeon, at jublen lød.
Da vi kom tættere på, kunne vi se Jackie Chan på storskærmen.

- Åhr, jeg elsker Jackie Chan, sagde Knut, og selvom jeg ikke var synderligt imponeret, foreslog jeg, at vi da godt kunne blive lidt.

- Ah, det er forpremieren på den nye Karate Kid-film, oplyste Knut mig om. Så kommer Will Smith sikkert også forbi. Han har jo produceret den sammen med sin kone.

…og pludselig var det mig, der gerne ville have, vi blev hængende lidt.
Vi gik tættere på hegnet, der var sat op om den røde løber, og der gik ikke mere end et par minutter, før pigerne igen begyndte at skrige. Og da jeg så den sprøde prins, var jeg tæt på at skrige med, men jeg mindede mig selv om, at jeg var kommet over de grønne og orange farvers tid og nøjedes med at gå helt i stå.

Knut famlede med sit kamera, men nåede ikke at fange et billede af Big Willie, så vi måtte nøjes med at tage billeder af storskærmen.

Will på storskærmen sammen med sin familie og Jackie Chan.

Mens filmen gik i gang i Odeon biografen, gik vi ombord i pizza og pasta på Bella Italia, og da vi var færdige, var filmen også så småt ved at nå sit klimaks. Vi besluttede os derfor for at finde ud af, hvor de ville komme ud, når de engang skulle videre – man kan jo lige så godt lege paparazzi, når man endelig er ude på photo shoot.

De var allerede godt i gang med at hive både storskærm og rød løber væk fra gaden, da vi kom hen for at spørge. Svaret var dog nedslående – ligesom storskærmen udenfor, var filmens store profiler heller ikke blevet hængende til filmen sluttede.
Æv. Så jeg må nøjes med billederne fra storskærmen – og så det, jeg for evigt har printet ind i min hukommelse.

Senere kom jeg til at tænke på, at netop denne torsdag kunne have været endnu en månedsdag i rækken i et opslidende forhold til en mand. I stedet blev det dagen, hvor jeg så den mand, jeg har haft et forhold til i længst tid, og som jeg stadig elsker (at høre på min iPod).

Life is heading in the right direction!

Alt i England er jo gammeldags og efter oldangliske regler – således også deres offentlige systemer.

Jeg tog ned til jobcentret i Lewisham fredag.
Jeg skal nemlig melde mig ledig herovre for at kunne få danske dagpenge ind på min danske konto. Papirarbejdet er udarbejdet og klart hjemmefra – det eneste, jeg skulle have, var en underskrift fra jobcentret og en dato for, hvornår jeg har meldt mig ledig.

I indgangen stod en meget officielt udseende mand – med turban.
Han spurgte mig, hvad jeg skulle der, og jeg begyndte på min historie om, at jeg var fra Danmark, og skulle have nogen til at se på mine papirer.

- Stil dig over i køen, sagde han.

Så jeg gik over i den samme kø, som alle de andre stod i. Hvorfor turbanen lige skulle involveres, ved jeg ikke. Han udrettede ligesom ikke rigtig noget, ikke engang en fornemmelse af autoritet kunne han tilføje.

Henne ved skranken kom jeg til at tale med en mand, som lynhurtigt fangede, hvad jeg havde brug for. Han forsvandt - og kom så tilbage med et telefonnummer, som jeg skulle ringe til.

- Jamen, jeg skal bruge en underskrift på, at jeg har været her i dag, prøvede jeg.
- Det gør vi altså ikke, afviste han mig.
- Jamen – det er vigtigt for, at jeg kan få udbetalt mine dagpenge. Kan du ikke bare give mig en underskrift på et stykke papir..? spurgte jeg, nu lettere desperat.
- Nej! Vi gør ikke sådan noget. Desuden kender vi dig jo ikke, du er bare lige valset ind i dag, og du kan jo være hvem som helst, svarede han på sit mest arrogante engelsk. (hvordan det havde noget med sagen at gøre, ved jeg stadig ikke helt)

Ok, hvad gør man så, når man har fået en instruks med hjemmefra, og den udenlandske myndighed nægter at spille efter de samme regler?

- Hvad er dit navn, jeg skal bruge en reference, sagde jeg så.
- Terry, svarede han og viste mig sit navneskilt, hvor der med store bogstaver stod: TERRY.
- Terry, ok. Hvad mere?
- Bare Terry. Vi bruger kun fornavne her, snerpede han.

Jeg skyndte mig ud for at fordøje, hvad jeg lige havde fået smidt i hovedet. Troede lige at englændere bare var søde og høflige, men nu havde jeg så mødt den første uhøflige en af slagsen.

Der var ikke så mange udveje. Jeg ringede til det nummer, Terry havde stukket i hovedet på mig.
Det var en dame med en temmelig udenlandsk (afrikansk) accent, der tog telefonen, og jeg må indrømme, at jeg ikke helt hørte, hvad hun sagde. Men jeg gik ud fra at hun spurgte, hvad hun kunne hjælpe mig med, så jeg startede på remsen:

- Hej, jeg hedder Charlotte, og jeg er fra Danmark. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal have hjælp til, men jeg har fået at vide, at jeg skal ringe til dette nummer… Ser du, jeg skal have en underskrift på et papir…

Mere nåede jeg ikke, førend hun havde smidt på.

Jeg ringede op igen og fik så fat i en mand. Denne gang hørte jeg godt efter, hvad han sagde, og det viste sig, at jeg allerede var i gang med et interview, så snart jeg fik fat i en medarbejder.

- Kan du bekræfte, at du ringer for at søge om offentlig støtte? spurgte han.

Yes yes, svarede jeg. Det var først et godt stykke inde i samtalen, at han nåede til spørgsmålet: Søger du om at få englelske dagpenge?
Nej, svarede jeg, og det fik ham til at stoppe op. Jeg forklarede ham så, hvordan tingene hang sammen, og han sagde så, at vi bare skulle lave en forespørgsel om engelske dagpenge alligevel – så kunne jeg nemlig få en aftale med dem nede i jobcentret!

40 minutter senere var jeg igennem det åndssvage tidsspilde. Og havde svaret på spørgsmål som: Er du gravid? Søger du job? Hvilken bankkonto skal vi indbetale pengene på? (Altså de penge, jeg ikke skulle have!)

…

…

Onsdag troppede jeg så atter op på jobcentret i Lewisham. Her mødte jeg igen turbanmanden, som sendte mig over i en lang kø. Der stod jeg så (sammen med de andre tabere) og ventede på at få udleveret det spørgeskema, som jeg allerede havde udfyldt over telefonen.

Jeg skulle checke, om alle mine oplsyninger var rigtige, før jeg kunne blive betjent. Desuden skulle jeg udfylde en masse andre ting, som jeg jo ikke havde noget behov for; fx mit engelske kontonummer. Og sådan en konto havde jeg jo ikke.

Det forvirrede min sagsbehandler noget, at jeg ikke havde udfyldt halvdelen af tingene. Jeg forklarede ham så, at jeg var dansker, og viste ham de to blanketter, jeg havde med fra Danmark, som jeg bare skulle bruge en underskrift på.
Det havde han ikke lige prøvet før – så det tog en rum tid, før jeg kunne gå derfra igen. Inden da havde jeg forklaret min situation for sagdbehandleren mere end fem gange, samt til hans kollega to gange.

Kollegaen insisterede på, at jeg alligevel skulle have en engelsk konto – for hvad nu, hvis jeg skulle have engelsk understøttelse, når jeg ikke længere kunne få fra Danmark?
Han så meget selvtilfreds ud, da han havde spurgt mig om det.

- Hvis jeg ikke får et job inden de tre måneder er gået, så tager jeg tilbage til Danmark igen, svarede jeg.

Nå. Hm. Ok, så slap jeg, og kollegaen satte sig tilbage på sin plads. Min sagsbehandler gik så videre med nogle indtastninger, men nåede så igen til papiret med bankoplysningerne.

- Du skal lige udfylde denne her, sagde han. Og jeg forklarede ham atter, atter, atter igen, at jeg ikke havde nogen konto og, så vidt jeg vidste, ikke behøvede den, da mine danske penge gik ind på min danske konto.

Den sure kollega blev tilkaldt igen.
Han løftede øjenbrynene og sagde så, at jeg altså skulle have den konto – for hvad nu, hvis jeg fik et job her i England?
Ja, så laver jeg en konto, sagde jeg.
Men til sidst gav jeg op – og lod dem give mig en aftale med en dame oppe på første sal, som desværre ikke havde tid før dagen efter.

Det var ok for mig. Jeg havde fået det stempel, som jeg havde brug for.
Så jeg tænkte, at hvad de så ellers ville give mig, ville jeg bare tage imod.

….

….

Dagen efter mødte jeg så igen op ved den turbanklædte mand. Denne gang med et aftalebevis, som lukkede mig ind – forbi den lange kø og forbi den ubehøvlede Terry!

Jeg gik ovenpå og sad og ventede lidt, inden en dame kaldte mig over til sig.

- Ved du, hvorfor du skal snakke med mig? spurgte hun.
- Ikke rigtig. Men det er vist noget med en bankkonto, svarede jeg.

Hende: Har du en bankkonto?
Mig: Nej.
Hende: Har du søgt om en bankkonto?
Mig: Nej.
Hende: Har du tidligere haft en bankkonto?
Mig: Nej.
Hende: (Kigger lidt på mig i et stykke tid) Hvad har du lavet, inden du kom på understøttelse?

Jeg måtte så forklare hende min situation, og det fik hendes øjne til at rulle helt om i nakken.

Hende: Jeg tænkte det nok! Du skal slet ikke se mig, sagde hun med en mine, der antydede, at hun syntes, dem nedenunder var lige så åndssvage, som jeg gjorde. Vi forstod hinanden, og jeg gik derfra efter fem minutter med ordene: Du skal selv oprette en bankkonto, hvis du får et job.

…altså, præcis som jeg prøvede at forklare ham den sure kollega dagen før.

NÅ!!

Men nu har jeg min underskrift – og nu skal jeg bare møde op på jobcentret hver 14. dag og sætte en autograf som bevis på, at jeg faktisk søger arbejde.

Skrankepaver!!

Manor Avenue – det lyder så fint – bliver mit hood de næste tre måneder. Jeg har lejet et værelse af en polsk gut, som skal ud og rejse i den periode, og det passer bare så fint.

Jeg får dagpenge fra Danmark til og med midt september, og kan bo her september med. Så måske kommer jeg til at betale en halv måned, hvor jeg ikke er her – eller også finder jeg mig et job og bliver her tiden ud, og flytter så til noget andet.

Ja, det var en lille forklaring til dem af jer, der stadig sidder og tænker, at jeg flakker noget rundt herovre.
Det gør jeg. Men det her er altså min base ;D

Mit værelse er husets største. Det er pivblåt og alle møblerne er gamle.
Til gengæld er her hyggeligt, sengen er zupernize at sove i, hvilket jeg gør lidt for meget for tiden, og så er der masser af træer og fuglesang uden foran mit vindue!

I huset bor også en masse andre danske piger og en svensk gut, der hedder Palle.
Jeg ser ikke meget til dem, hvilket er lidt ærgerligt. Men på lørdag er der grillfest, hvor også ham, jeg lejer værelset af, kommer forbi. Så jeg regner med, at jeg kommer til at se lidt mere til dem efter det

Lige nede for enden af vejen ligger en Tesco, som har åbent hver dag fra 6-23 – og ti minutters gang herfra ligger togstationen, som ligger to stop fra det helt centrale London – hvilket svarer til otte minutter fra/til London Bridge.
Det er lige mig!! Det passer perfekt ind i min døgnrytme, at jeg kan komme ind til byen og rundt uden de store problemer - for togene går nærmest hele tiden! Og at jeg kan købe ind, når jeg har brug for det – hvilket stort set aldrig er inden klokken 18, men gerne lige efter. Og altså som regel der, hvor butikkerne har lukket.

Til den anden side, også en ti minutters gang herfra, ligger en anden togstation, der med kun et enkelt stop bringer mig direkte til indgangen på Lewishams store shoppingcenter, hvor der blandt andet er en H&M, en Marks and Spencer og en Sainsbury.

HER ER FANTASTISK

Udsigten fra mit vindue

Jeg blev hentet fra hostellet om lørdagen af Andrew, som hjalp med at slæbe min bagage hjem til hans hus i nord, hvor jeg fik lov at stjæle hans seng i to nætter.

Om mandagen hjalp han mig så med at slæbe alt mit lort fra det nordlige London og til det sydøstlige hjørne, hvor Maciej ventede på os med nøglen og en rundvisning.
Det var virkelig skønt ikke at skulle slæbe det hele, selvom jeg havde lidt dårlig samvittighed over bare at lade ham slæbe sådan – men når han nu insisterede, ville jeg da ikke takke nej.

De to gutter overlod mig til udpakkeriet, og det var det meget mere fantastisk, end jeg havde regnet med.
Det er virkelig overvurderet, det der med at leve i en kuffert. Og selvom jeg gerne så det anderledes, så tror jeg bare ikke, at jeg nogensinde bliver en rygsækrejsende.

Efter at have lagt tøj på hylderne og stillet mine nyindkøbte dvd’er på plads også, smuttede jeg så ned til Lewisham Shoppingcenter efter noget sengetøj.
Jeg skulle bare lige have lidt sengetøj!
Jeg endte med at slæbe fem fyldte poser med hjem – og det gjorde simpelthen så ondt i fingrene, at de til sidst gik sammen om en lock out og begyndte at sove, så jeg var nødt til at stoppe og strække og hvile dem for hver 200 meter. Min venstre ringefinger var enddog så utilfreds, at den ikke vågnede ordentligt op igen før tre dage senere. Jeg begyndte faktisk at blive bekymret for, om jeg måske havde ødelagt den.

Det var fantastisk at kunne købe lidt ind, og eftersom jeg ikke havde taget helt nok tøj med til tre måneder i udlandet, var jeg jo desværre også nødt til at investere lidt i noget sådant.
Ja. Så det endte med fem poser den første dag. Og tre den næste. Men det er også bare fordi, her er så meget fedt tøj! Og så koster det jo næsten ingenting, i hvert fald ikke, hvis man kigger på prisen i pund!

Har nu boet her i en uge.
Og er virkelig glad for det.
Dog er der jo ikke en kærlighedshistorie i denne verden, der kun er ren fryd og gammen, og jeg opdagede hurtigt, at denne ikke var nogen undtagelse; køkkenet var simpelthen for ulækkert til, at jeg ville lave mad i det.

Der var madrester og beskidt service overalt, så efter at have levet af sandwiches fra Tesco i to dage, tog jeg skuresvampen og den sammenbidte mine på – og skurede på gaskomfuret i over en time. Det blev næsten rent. 
Som i de gode kærlighedshistorier, endte denne strid heldigvis lykkeligt; siden jeg har gjort rent i køkkenet, har de andre nemlig hjulpet til med at holde det rent. Fantastisk. 

Det er mere end rigeligt, skulle jeg hilse og sige. Ikke mindst fordi, man kan nå at have rigtig mange forskellige roomies på så forholdsvis få dage.

Den første, jeg mødte, hed Jasha. Jeg er ikke sikker på, det er sådan, han selv staver det, men det gør så jeg.
Jasha var fra Schweiz, gættede jeg  mig frem til.

- Jeg drikker mælk direkte fra kartonen – og det er ikke blandet op med noget. Hvor tror du, jeg er fra? spurgte han mig.

Efterfølgende overvejede jeg dog den mulighed, at han bare forberedte sin mavesæk på aftenens festligheder. Jasha var nemlig en festlig sjæl. Han var på et break fra sit arbejde som fundraiser (altså de der irriterende mennesker, man møder på gaden, som gerne lige vil stjæle 10 minutter af din tid og 100 kroner fra din lomme) for en velgørenhedsorganisation.

Det var et hårdt liv på gaden, sagde han, så han havde virkelig brug for bare at slappe af – og fyre den af, åbenbart. Han gik ud omkring klokken 21.00 og kom hjem igen klokken 4.00.
Han skulle egentlig checke ud dagen efter, for han havde ikke råd til at blive der længere, selvom der var endnu en nat til, at han skulle med flyveren tilbage til alpelandet.

Klokken 11 kom den gode, indiske rengøringsmand og ruskede i ham. Check-out var nemlig klokken 10, men Jasha kunne i sin efterbrandert ikke helt komme frem til, hvorfor de var så vilde med at få ham ud af røret.

Han tog sig derfor god tid og snuppede først et bad. Han havde ingen shampoo, så han lånte min dyre, drøje Toni&Guy. Mens han var i bad, ville han gerne lade sin mobil op, men da han ikke havde nogen adaptor, som kunne trække strøm fra de sære, engelske stik, lånte han min. Til sidst spurgte han mig så, om han ikke måtte snuppe et par timer mere i min seng, hvis jeg alligevel ikke skulle bruge den.

Bagefter kunne jeg ikke helt beslutte mig for, om jeg havde været for fintfølende, eller om Jasha i virkeligheden var en ‘bruger’. Da jeg nogle timer senere kom tilbage til en rodet (men tom) seng, fik jeg da mit svar. Men selvom jeg følte mig brugt, var jeg egentlig ok med det. Det havde jo ikke kostet mig andet end lidt irritation.

Min anden roomie var en fyr, som jeg ikke snakkede meget med. Han åbnede først munden på den anden dag, vi delte værelse, og her følte hverken han eller jeg for at introducere os selv. Så jeg vil for fremtiden huske ham som Mr. Creepy.

Mr. Creepy kom ind af døren kort efter Jasha var taget ud i byen. Han kiggede lidt forvildet rundt, før han valgte en seng, som han så kravlede ind i. Der blev han.
Han faldt hurtigt i søvn, kunne jeg høre, og jeg prøvede derfor at være stille, mens jeg sad og surfede på nettet. Omkring midnat begyndte Mr. Creepy at røre på sig, og jeg sad derfor helt stille for ikke at vække ham midt i en søvn-vending. Pludselig hørte jeg en meget velkendt lyd, nemlig en stråle, der rammer en hård overflade.

Jeg turde ikke bevæge mig, og jeg havde under ingen omstændigheder lyst til at læne mig ud af min seng for at se, hvad der foregik. På dette tidspunkt havde jeg end aldrig snakket med den skumle fyr, så at se hans ædlere dele ville ikke kun være at overskride alle de gængse linjer for dating, men også mine personlige grænser.

Da han var færdig, begyndte at han storme rundt i værelset og hamre på væggene. På sin vej passerede han indgangen til min seng, og vi fik øjenkontakt – men der var absolut intet at spore i hans øjne. Hverken forlegenhed eller overraskelse.
Endelig fandt han, hvad han ledte efter, nemlig lyskontakten. Uden at sige noget, slukkede han lyset og gik i seng, og efterlod mig i det blå skær fra skærmen. En lille smule i chok. Jeg tog det som et hint til, at det var ved at være sengetid.

Dagen efter åbnede han for første gang munden, da han spurgte, om det var i orden, at han førte en ledning hen over min kuffert. Og her havde jeg ellers stemplet ham som værende uhøflig??
Da jeg kom hjem fra byen den aften, var han væk.
Og han efterlod mig ikke kun med en lille chok, men også med en temmelig stor forundring. Der var nemlig ikke vådt på gulvet, ej heller i skraldespanden, og sådan lige umiddelbart kunne jeg ikke rigtig se, hvordan han skulle kunne forrette noget som helst ud af vinduet. (And I will never know…)

Så var der det spanske par, der valgte at dele køjen over mig.

Det havde jeg som sådan ikke noget imod, for de var smadder søde. Men når det nu var en enkeltmandsseng, kommer det måske ikke som den store overraskelse, at der ikke var plads til sådan ret meget mere end en enkelt mand. Og så en kvinde, åbenbart.

Hvad de lavede deroppe, er jeg som sådan temmelig ligeglad med. Problemet for mig var bare, at de snakkede hele tiden – måske hun snakkede ham gennem akten? ;D
Og så gav sengen virkelig efter, når de moslede rundt for at finde en god måde at ligge på – og når de skulle vende sig, fordi de alligevel ikke havde fundet den helt rigtige måde.

Men det var svært at blive sådan rigtig irriteret over det, fordi de så var super glade og smilende, når de kom ned på gulvet igen.
Faktisk var de så glade, at de, hver gang de kom eller gik, sagde hej og farvel, og kiggede mig direkte ind i øjnene og stod og ventede, til jeg havde svaret.

Den sidste dag, fredag, blev værelset invaderet af piger – og for første gang, siden jeg var ankommet, var alle seks senge optaget.

Ved siden af mig sov en lille japaner, der spurgte mig, om jeg var studerende. Hun syntes, jeg så enormt ung ud og skød mig til at være en 18-19 år gammel. Selv var hun 25, og havde tydeligvis ikke rigtig noget begreb om, hvad hun selv lignede. Jeg sagde ikke noget, jeg ville nemlig ikke virke uhøflig. (18?! Nå. Jeg bliver nok glad for, at jeg ser ung ud, når jeg bliver gammel…)

I køjen ved siden af japaneren lå en franskkvinde. Hun var virkelig fornem og lignede en, der ville knække i frisk vind. Hun fortalte mig, at hun bare var i London i en weekend, fordi hun skulle shoppe igennem.

- I Frankrig ligner det hele jo hinanden. Her er det hele mere hipt, sagde hun.

Jeg fortalte hende ikke noget om, at meget af tøjet i H&M var noget, jeg allerede havde set i Danmark, og at nogle af tingene i Accesorize allerede var på tilbud, da jeg rejste ud af moderlandet. Jeg vidste jo sådan set heller ikke, om det samme gjorde sig gældende i Frankrig, altså at butikkerne nu åbenbart er begyndt at føre det samme i flere lande?

Hun var nu sød. Og besat af at gøre sit krusede, mørke hår helt glat.

- Ser det ok ud bagpå, spurgte hun mig, og jeg prøvede med et begejstret: Det ser rigtig godt ud!

Det gjorde det. Hun havde allerede glattet de samme totter mindst tyve gange, og det gjorde hverken fra eller til, hvis hun insisterede på at fortsætte. Men det gjorde hun alligevel. Og så prøvede hun også at lokke mig med i byen - men det ooorkede jeg bare ikke den dag (på Rune Klan-måden).

Hun fik til gengæld følgeskab af tre andre piger. De kom fra et eller andet sted, hvor engelsk er modersmål, og det ikke tager al for lang tid at flyve til London. De var nogle rigtige kællinger, pardon my French.

De kom ind i rummet, støjende og larmende, som om de ejede det hele. Og grunden til, at jeg irriterede mig over det, var nu nok, at jeg ville ønske, jeg kunne være lidt mere ligesom dem; ligeglade med, hvad andre tænker.
For dét var de. Tydeligvis.

Snakken gik lystigt og højlydt, mens de gjorde sig i stand til at tage i byen. De kom temmelig sent hjem, og næste morgen forsatte den højlydte snakken på trods af (højlydte udbrud om) tømmermænd. (Den var i øvrigt ikke særlig intelligent, den snakken. “Ligger Westminster i London?” spurgte den ene… Selv jeg vidste det!)

Men de jappede altså derudaf, selvom deres franske veninde stadig lå og prøvede og sove.
Og jeg tænkte, at jeg bare var virkelig glad for, at jeg ikke behøvede at dele endnu en nat med de sladretanter.

Gode roomies…

De sidste to nætter, inden jeg får mine helt egne, permanente roomies i Manor House, hvor jeg har et værelse fra på mandag, tilbringer jeg så hos Andrew. Min nye, engelske ven, der har været så fin at overlade sin seng til mig – og selv fortrække til sofaen.

Her fandt jeg til gengæld to roomies, som er dejlige at bo sammen med. Og jeg håber på, mine kommende roomies er nogenlunde lige så easy going og åbensindede.
For ja, hvad gør en god roomie? I hvert fald ikke ret meget af de, de ovenstående har gjort.. (med undtagelse af den franske frøken, som jo var flink, men fanatisk) Jeg tror, respekt er nøgleordet. Og jeg glæder mig til at få udvist lidt, for det er i hvert fald én ting, man ikke behøver at tænke for meget over, når man bor på hostel – åbenbart

Jeg blev mødt af en liiidt for kæk receptionist, der forsøgte at joke med, at jeg da vist slet ikke havde nogen booking hos dem, insisterede på at kigge mig flirtende i øjnene og til sidst hoppede med mig ind i elevatoren blot for at ønske mig velkommen til London og åbne døren for mig. Det orkede jeg ikke rigtig.
Efter al trapperenderiet storsvedte jeg, og havde kun lyst til at komme op med mine ting, måske snuppe et bad og komme i noget andet tøj, førend jeg så ville begive mig ud i byen.

Men sådan skulle det ikke være.
Jeg havde været på værelset i fem minutter, da brandalarmen pludselig begyndte at bimle.
‘Det sker så bare æt, det der,’ nåede jeg at tænke…
Jeg snuppede min kamerataske med mit pas, pung, iPod og mobiltelefon, og låste resten af mine tasker, og begav mig så ud på gangen.

Her mødte jeg masser af mennesker, der var i vild panik over brandalarmen. Der stod en gut og hersede med nogle fyre, så jeg tænkte, at det måske var en af de ansatte. Jeg spurgte ham, om han vidste, hvad der foregik – og så havde den stakkels mand altså brug for at få luft.

Jeg fik hele historien om, at han ikke var klar over, hvad der var ild i (haha), og at hans venner slet ikke tog det alvorligt, så han forsøgte at få dem gennet ud. Han fór rundt om sig selv og så helt vild ud i øjnene. Jeg fejede ham til sidst af med et ‘okay’ og skyndte mig så lige i favnen på en vred neger, der fik sendt mig ned ad brandtrappen – en skummel og meget mørk stentrappe.

Jeg må indrømme, at jeg sendte en taknemmelig tanke til min folkeskole, der død og pine holdt brandøvelse med os oftere end nogen egentlig gad. Så jeg tog det dejlig roligt, da klokken begyndte at kime. Det var der andre, der ikke havde gjort, så de stod nu nede på gaden iført håndklæder og klip-klappere.

Den kække receptionist havde nu iført sig en selvlysende, gul vest, som skulle indikere, at han altså gerne måtte befinde sig i bygningen, selvom den åbenbart brændte. Han stod nu i indgangen og smilede fjoget, hvilket for mig indikerede, at hele scenariet nok kunne komme til at tage lidt tid. Så jeg besluttede mig for at droppe bad og skiftetøj, og smuttede i stedet ned i en nærliggende park.

Da jeg kom tilbage kunne jeg endelig slappe lidt af.
Klokken var efterhånden ved at løbe fra mig, så jeg besluttede mig for at se, om jeg kunne finde en eller anden form for aftensmad. Måske havde den der Tesco Metro døgnåbent, tænkte jeg, så drønede ned på gaden.
Den var stadig i fuld sving, selvom klokken var 22.00. Der var folk overalt, og butikkerne var åbne – lige et sted for mig, der lever så absolut bedst om aftenen!
Den første butik, jeg rendte ind i, var Boots – Englands svar på Matas, som dog også sælger sodavand, blade, aviser og adaptorer.. Her shoppede folk lystigt rundt efter shampoo og make-up, hvilket var lidt sært, tidspunktet taget  betragtning.

Stemningen fangede mig, og jeg endte med først at vende tilbage til hostellet lidt over midnat.
Da jeg skulle op med elevatoren, var der en ny mand, der sprang ind til mig. Han snøvlede løs, og det var helt tydeligt, at han var i højt humør, forårsaget af en del alkohol.

Han skulle bare sådan tisse, sagde han, inden han introducerede sig selv og også fik tilføjet, at han arbejde på hostellet. Vi var netop stået af på tredje sal, som er der, mit værelse ligger, da jeg hørte den velkendte lyd.
- Det er eddermame løgn! tænkte jeg ved mig selv.
Mit nye bekendtskab var lidt mindre diskret, og begyndte højlydt at bande. Hans muntre tone ændrede sig nu til gravalvorlig, da han kiggede på mig og sagde: You have to go out!

Mig: Ja, det ved jeg – jeg var her også tidigere!

Jeg skyndte mig ned ad brandtrappen, denne gang som den eneste. Og pludselig virkede den meget mere skummel. Jeg endte ved en lukket dør, som jeg ikke havde nogen anelse om, hvordan jeg skulle få op. I løbet af meget få sekunder, løb billeder af, hvordan jeg ville blive fanget af flammerne i en skummel kælder under et hostel i London gennem mit hoved, så jeg løb en etage op og forsøgte at banke mig ind den vej.

Igen blev jeg mødt af en vred neger, der forsøgte at smide mig tilbage ned ad trappen.
- Men der er lukket, jeg er lige kommet dernede fra – der er lukket! forklarede jeg ham.
Men der var no mercy – og da jeg igen kom ned, var døren på magisk vis blevet åbnet.

Udenfor stod en pige, der så noget forvirret ud. Hun sagde noget med, at hun ikke troede på, at det var alvorligt, men at nogen bare havde røget på værelser, og jeg svarede, at man jo var nødt til at tage det alvorligt – men at vi da kunne være glade for, at vi ikke havde ligget og sovet, da det begyndte at bimle.

Hun åbnede sin jakke og viste mig sin pyjamas. Den stakkels pige var gået i panik, men havde lige nået at få et par jeans på frem for natbukserne, og en jakke ud over sig selv. Hun skulle faktisk kun være på hostellet den ene nat, og hun skulle virkelig tidligt op den næste dag for at nå sit fly – så hun var bestemt ikke tilfreds med, at vi nu stod nede på gaden.

En halv time senere fik vi lov at gå op igen. Falsk alarm.
Jeg vovede mig i seng og faldt hurtigt i søvn. Og jeg sov stadig ganske udmærket, da alarmen igen lød klokken 5.30. Denne gang besluttede jeg mig for at ignorere den – hvis jeg skulle dø den nat, så ville jeg gøre det sovende.
Det samme gjorde mine roomies, og vi overlevede allesammen.

Første dag var ekstrem – men det skulle vise sig, at lyden af brandalarmen er lig med lyden af London, i hvert fald her ved Picadilly. Lyden har blandet sig med den brummende bas fra busserne og de arrige horn fra bilerne lige siden – gdt og vel hver sjette time, lyder en brandalarm her i nærheden.
Senest var det på mit eget hostel (igen!), og denne gang var jeg lige gået ind under bruseren..

- Noooooo!!, nåede jeg at tænke, førend den stoppede igen.
Fint! Hvis de kan ignorere den, so can I – så jeg fortsatte mit bad. Kort efter gik alarmen i gang igen. Og den stoppede lige så hurtigt – og så atter en gang.
Pludselig huskede jeg, at jeg havde læst, at de afprøver alarmen hver tirsdag formiddag… Og der var jeg da glad for, at jeg ikke var gået i panik og var rendt ned på gaden i håndklæde.

Godt jeg ikke skal være her endnu en tirsdag!
Kun fire dage tilbage på hostel – will I make it alive? (hvis ikke flammerne får mig, hvad så med selvmelidenheden over at bo her..?)
Stay tuned

For at slæbe rundt på 30 kg bagage i den der Underground – det var bare et helvede!

Forestil dig Nørreport med alle dens trapper – og gang det så med fem. Eller måske i virkeligheden bare Metroen, men men almindelige trapper frem for den rullende slags. Og forestil dig så, hvor meget man kommer til at svede, når man skal gå ned – og op igen – af samtlige trapper med 30 kilo bagage på slæb – altså ud over mine egne kilo.

Det positive ved det er vel, at jeg trods alt blev et, eller måske flere, kilo lettere, inden jeg nåede frem til mit hostel. Men jeg gør det aldrig igen!

Turen til London gik ganske smooth – uden problemer.
De lod mig slippe ud af landet OG ind i England, selvom jeg bare havde mit nødpas. (Forresten fandt jeg mit oprindelige pas, det der som jeg ikke kunne finde… Jep, fandt det aftenen inden jeg skulle afsted. Så har nu et gammelt pas, som er meldt savnet, et nødpas og et nyt pas, der stadig ikke er dukket op..)

Efter en dejlig og forholdvis kort flyvetur på 1½ time, hvor jeg selvfølgelig lige fik en steward og en stewardesses weekend-historier med på vejen, endte jeg i bagagehallen, hvor jeg kunne gå direkte hen og tage min kuffert fra bagagebåndet.

Og jeg tænkte: Kan det virkelig være SÅ nemt??

Det kunne det så ikke.

Jeg fandt faktisk det rigtige tog væk fra lufthavnen til Victoria station – men derfra anede jeg så ikke helt, hvad jeg skulle, så ledte efter et skilt, der sagde Picadilly Circus, som var min destination. No signs anywhere.

Jeg så på et kort, at jeg skulle med den lilla linie for at komme til Picadilly, så fik slæbt alle mine mange tasker med mig ned ad en lang, lang trappe. Noget i mig sagde dog, at det var det helt forkerte sted, jeg var havnet, så jeg gik op igen. Og det var godt, for jeg skulle nemlig et helt andet sted hen.

Ned igen ad en masse trapper – og op igen, da jeg nåede til Picadilly Circus. Havde ellers læst, at engelske mænd var så hjælpsomme og venlige, men måske har jeg ikke set hjælpeløs nok ud… (Og hvad lærte vi så i skolen i dag, børn?)

Det tror jeg, skæbnen spørger mig om i disse dage, for han gør det i hvert fald ikke nemt for mig!

Jeg skal rejse på lørdag – og i dag, torsdag, står jeg stadig uden pas og uden den blanket, jeg skal have med mig fra a-kassen. PostDanmark kan simpelthen ikke finde ud af at aflevere det, selvom det skam går ganske fint med at aflevere rudekuverter og andet uønsket junk.

I går måtte jeg så insistere på at få et ‘emergency passport’ fra Borgerservicecentret. De var ikke meget for det, og den kære skrankepave forsøgte da også at overtale mig til at vente med at få det lavet.

Skrankepave: Kan du ikke komme forbi på fredag? 
Mig: Nej, for der skal jeg til eksamen. Ja, det passer lige præcis sammen.
Skrankepave: Hvornår skal du rejse lørdag?
Mig: Øh, jeg skal være i lufthavnen klokken 13.00….?
Skrankepave: Nå, ja, nej. Så bliver det nok for stressende, det er fordi, vi holder ekstraordinært åbent på lørdag, nemlig.

Hun kunne endda se, at passet var sendt afsted til mig den 3. juni, så jeg burde jo have fået det, som hun sagde.

Skrankepave: Konvolutten er ikke større en selve passet…
Mig: Jeg har ikke fået noget.
Skrankepave: Jamen, det kan jo have forputtet sig mellem nogle reklamer.
Mig: Nej, for vi får ikke nogle reklamer her på adressen.
Skrankepave: Nå, men det kan jo have forputtet sig, den er jo ikke større end passet, konvolutten…
Mig: Jeg har ikke fået post i tre dage. Den er helt tom, postkassen.

Jeg endte med at insistere. Og jeg fik min vilje.
Og da det så var på plads, manglede jeg kun den EØS-blanket, som jeg skal vise til det engelske jobcenter, så jeg kan få mine dagpenge med til England.

Jeg ringede til a-kassen og fik at vide, at den var sendt afsted den 8., altså for to dage siden. Men på grund af poststrejken kan det jo godt være, den er forsinket.
Tak for hjælpen, PostDanmark! Ud over at smide mit pas væk vælger I også at strejke lige op til min afgang, så jeg har endnu flere ting at skulle tage stilling til. Great.

Jeg ringede slutteligt til PostDanmark for at spørge, om der var registreret problemer på min adresse. Næeh, det var der ikke, sagde damen, men hun kunne se, at al den flytten rundt på det sidste måske havde gjort, at min post var endt på min gamle adresse i Holbæk. Eller sendt retur til afsender. Eller måske lå det bare i en bunke, som posten gemmer for at se, om de ikke kan finde en ny adresse til, altså min ‘nye’ adresse.

Det blev jeg jo så ikke meget klogere af.
Så i morgen må jeg en tur ind forbi a-kassen og få en kopi af den lede attest.

Det er ikke umuligt at komme afsted. Det kræver bare, at jeg virkelig gerne vil det, åbenbart. Sådan er Nemesis. Men det vil jeg jo! For har allerede fundet et sted at bo og et par arrangementer at gå til. Så afsted med mig!
Kun to dage endnu

Der er to uger til, jeg rejser til London. Det meste er ved at være på plads til afrejsen, men jeg er ikke begyndt at pakke endnu – der er jo to uger til! Det er alt for tidligt at pakke…

På den anden side er der stadig 1000 ting, jeg gerne vil nå, inden jeg tager afsted. Der er rigtig mange mennesker, jeg gerne lige vil sige hej til – for man ved jo aldrig, hvornår man kommer hjem igen ;D Og jeg skal også have vasket nogle flere sokker. Det er næsten uoverskuelige opgaver.
Papirarbejdet er ikke gået helt i orden, så det bliver spændende, om jeg overhovedet kommer afsted på den dag, jeg har planlagt.
Skal også have styr på mine materielle sager herhjemme. Og så skal jeg jo også lige have overstået en eksamen i PhotoShop inden… 

Ja, der er nok at se til. Og jeg har ikke engang to uger.

Men på den anden side… Så kan jeg ikke søge job, før jeg kommer tættere på min afrejsedato. Det er jo ligemeget med at sende en ansøgning, hvis man alligevel ikke er i landet de dage, der bliver holdt ansættelsessamtaler.
Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang! Det summer rundt i kuben på mig, og det er frustrerende at gå rundt i venteposition med krum ryg (og forstuvet fod!).

To uger synes som uendelig lang tid. Men de går jo heldigvis også hurtigt. Nu er der for eksemel en dag mindre at tage af, så i skrivende stund er der pludselig kun 12 dage. Nogenlunde det samme antal dage, som jeg skal forvente at være boligløs, når jeg endelig kommer afsted.

Jeg har fået et sted at bo, men først fra juli – så jeg skal overveje, om det skal være et hostel, eller hvad det skal være, de første to-tre uger… Så er to uger pludselig lang tid, når man kan se frem til en tid, hvor man ikke engang har en dør, man kan lukke. To uger i konstant selskab og uden privatliv… Gad vide, hvordan det vil gå..?

Det er muligvis endda værre end der, hvor jeg sidder nu – er det muligt? ;D

Jeg sender et postkort, hvis du giver mig din adresse

Alligevel kan de to uger ikke rigtig gå hurtigt nok. Jeg glæder mig til at komme afsted.