Gettin’ jiggy with it!
En af de fedeste ting ved denne store by er, at du kan komme gående en helt almindelig torsdag – og så bumpe ind i en amerikansk kendis!
Det skete for mig i forrige uge, hvor jeg mødte ham, der var den eneste, der havde fået plads på væggene i mit grønne og orange teenageværelse. Ja, jeg taler selvfølgelig om Will Smith!
Jeg er også gået glip af et par stykker, som for eksempel Bradley Cooper, Tom Cruise og Cameron Diaz. Men jeg fik set Will Smith og hans kone, Jada Pinket-Smith, og søn, Jaden, samt Jackie Chan. Og det er slet ikke at kimse af!
Det skete helt tilfældigt.
Jeg havde været ude med Knut, som er en norsk fotograf, jeg har mødt. Vi havde brugt hele dagen på at strejfe rundt i Regent’s Park og fotografere, da vi mødte dagens første film crew.
Egentlig ledte vi bare efter en grøn plet, hvor vi kunne sidde og drikke en sodavand og snakke om vejret, som i øvrigt var ganske godt. Nu er Regent’s Park en af Londons største, men alligevel lykkedes det os at sætte os på lige præcis det eneste filmset i parken.
- Undskyld, men her må I ikke sidde, vi er ved at optage. I kan gå hen til den der bænk eller det der træ, sagde den vigtige dame med walkie’en.
Så vi rykkede os de 300 meter, så vi ikke kom med i den B-film, som de var ved at optage. Nu siger jeg optage, men det var nok det mindste af det, vi fik set, altså optagelse.
Der blev sagt ‘action’ og ‘cut’ så hurtigt efter hinanden, at statisterne knap nok nåede at få smid frisbeen af sted mere end en enkelt gang. Og så var der frokost.
Vi overvejede et kort øjeblik at gå de 400 meter over til sandwich-bordet og lege statister, men blev alligevel enige om bare at fortrække og finde en restaurant i stedet.
Nu har jeg et kompleks med, at jeg konstant vender tilbage til steder og ting, som har fungeret godt for mig, så vi vendte næsen mod Leicester Square og den kæde af italienske restauranter, hvor de fleste af mine hostel-aftener var blevet tilbragt.
Da vi kom ind på pladsen, hørte vi en masse piger skrige, og vi kunne da også godt se, at der foregik et eller andet.. men det gør der jo så tit på Leicester Square, og desuden var det ovre ved den lidt mindre biograf, Odeon, at jublen lød.
Da vi kom tættere på, kunne vi se Jackie Chan på storskærmen.
- Åhr, jeg elsker Jackie Chan, sagde Knut, og selvom jeg ikke var synderligt imponeret, foreslog jeg, at vi da godt kunne blive lidt.
- Ah, det er forpremieren på den nye Karate Kid-film, oplyste Knut mig om. Så kommer Will Smith sikkert også forbi. Han har jo produceret den sammen med sin kone.
…og pludselig var det mig, der gerne ville have, vi blev hængende lidt.
Vi gik tættere på hegnet, der var sat op om den røde løber, og der gik ikke mere end et par minutter, før pigerne igen begyndte at skrige. Og da jeg så den sprøde prins, var jeg tæt på at skrige med, men jeg mindede mig selv om, at jeg var kommet over de grønne og orange farvers tid og nøjedes med at gå helt i stå.
Knut famlede med sit kamera, men nåede ikke at fange et billede af Big Willie, så vi måtte nøjes med at tage billeder af storskærmen.
Mens filmen gik i gang i Odeon biografen, gik vi ombord i pizza og pasta på Bella Italia, og da vi var færdige, var filmen også så småt ved at nå sit klimaks. Vi besluttede os derfor for at finde ud af, hvor de ville komme ud, når de engang skulle videre – man kan jo lige så godt lege paparazzi, når man endelig er ude på photo shoot.
De var allerede godt i gang med at hive både storskærm og rød løber væk fra gaden, da vi kom hen for at spørge. Svaret var dog nedslående – ligesom storskærmen udenfor, var filmens store profiler heller ikke blevet hængende til filmen sluttede.
Æv. Så jeg må nøjes med billederne fra storskærmen – og så det, jeg for evigt har printet ind i min hukommelse.
Senere kom jeg til at tænke på, at netop denne torsdag kunne have været endnu en månedsdag i rækken i et opslidende forhold til en mand. I stedet blev det dagen, hvor jeg så den mand, jeg har haft et forhold til i længst tid, og som jeg stadig elsker (at høre på min iPod).
