Forbandede brandalarm – eller: Lyden af London
Endelig kom jeg til mit hostel…
Jeg blev mødt af en liiidt for kæk receptionist, der forsøgte at joke med, at jeg da vist slet ikke havde nogen booking hos dem, insisterede på at kigge mig flirtende i øjnene og til sidst hoppede med mig ind i elevatoren blot for at ønske mig velkommen til London og åbne døren for mig. Det orkede jeg ikke rigtig.
Efter al trapperenderiet storsvedte jeg, og havde kun lyst til at komme op med mine ting, måske snuppe et bad og komme i noget andet tøj, førend jeg så ville begive mig ud i byen.
Men sådan skulle det ikke være.
Jeg havde været på værelset i fem minutter, da brandalarmen pludselig begyndte at bimle.
‘Det sker så bare æt, det der,’ nåede jeg at tænke…
Jeg snuppede min kamerataske med mit pas, pung, iPod og mobiltelefon, og låste resten af mine tasker, og begav mig så ud på gangen.
Her mødte jeg masser af mennesker, der var i vild panik over brandalarmen. Der stod en gut og hersede med nogle fyre, så jeg tænkte, at det måske var en af de ansatte. Jeg spurgte ham, om han vidste, hvad der foregik – og så havde den stakkels mand altså brug for at få luft.
Jeg fik hele historien om, at han ikke var klar over, hvad der var ild i (haha), og at hans venner slet ikke tog det alvorligt, så han forsøgte at få dem gennet ud. Han fór rundt om sig selv og så helt vild ud i øjnene. Jeg fejede ham til sidst af med et ‘okay’ og skyndte mig så lige i favnen på en vred neger, der fik sendt mig ned ad brandtrappen – en skummel og meget mørk stentrappe.
Jeg må indrømme, at jeg sendte en taknemmelig tanke til min folkeskole, der død og pine holdt brandøvelse med os oftere end nogen egentlig gad. Så jeg tog det dejlig roligt, da klokken begyndte at kime. Det var der andre, der ikke havde gjort, så de stod nu nede på gaden iført håndklæder og klip-klappere.
Den kække receptionist havde nu iført sig en selvlysende, gul vest, som skulle indikere, at han altså gerne måtte befinde sig i bygningen, selvom den åbenbart brændte. Han stod nu i indgangen og smilede fjoget, hvilket for mig indikerede, at hele scenariet nok kunne komme til at tage lidt tid. Så jeg besluttede mig for at droppe bad og skiftetøj, og smuttede i stedet ned i en nærliggende park.
Da jeg kom tilbage kunne jeg endelig slappe lidt af.
Klokken var efterhånden ved at løbe fra mig, så jeg besluttede mig for at se, om jeg kunne finde en eller anden form for aftensmad. Måske havde den der Tesco Metro døgnåbent, tænkte jeg, så drønede ned på gaden.
Den var stadig i fuld sving, selvom klokken var 22.00. Der var folk overalt, og butikkerne var åbne – lige et sted for mig, der lever så absolut bedst om aftenen!
Den første butik, jeg rendte ind i, var Boots – Englands svar på Matas, som dog også sælger sodavand, blade, aviser og adaptorer.. Her shoppede folk lystigt rundt efter shampoo og make-up, hvilket var lidt sært, tidspunktet taget betragtning.
Stemningen fangede mig, og jeg endte med først at vende tilbage til hostellet lidt over midnat.
Da jeg skulle op med elevatoren, var der en ny mand, der sprang ind til mig. Han snøvlede løs, og det var helt tydeligt, at han var i højt humør, forårsaget af en del alkohol.
Han skulle bare sådan tisse, sagde han, inden han introducerede sig selv og også fik tilføjet, at han arbejde på hostellet. Vi var netop stået af på tredje sal, som er der, mit værelse ligger, da jeg hørte den velkendte lyd.
- Det er eddermame løgn! tænkte jeg ved mig selv.
Mit nye bekendtskab var lidt mindre diskret, og begyndte højlydt at bande. Hans muntre tone ændrede sig nu til gravalvorlig, da han kiggede på mig og sagde: You have to go out!
Mig: Ja, det ved jeg – jeg var her også tidigere!
Jeg skyndte mig ned ad brandtrappen, denne gang som den eneste. Og pludselig virkede den meget mere skummel. Jeg endte ved en lukket dør, som jeg ikke havde nogen anelse om, hvordan jeg skulle få op. I løbet af meget få sekunder, løb billeder af, hvordan jeg ville blive fanget af flammerne i en skummel kælder under et hostel i London gennem mit hoved, så jeg løb en etage op og forsøgte at banke mig ind den vej.
Igen blev jeg mødt af en vred neger, der forsøgte at smide mig tilbage ned ad trappen.
- Men der er lukket, jeg er lige kommet dernede fra – der er lukket! forklarede jeg ham.
Men der var no mercy – og da jeg igen kom ned, var døren på magisk vis blevet åbnet.
Udenfor stod en pige, der så noget forvirret ud. Hun sagde noget med, at hun ikke troede på, at det var alvorligt, men at nogen bare havde røget på værelser, og jeg svarede, at man jo var nødt til at tage det alvorligt – men at vi da kunne være glade for, at vi ikke havde ligget og sovet, da det begyndte at bimle.
Hun åbnede sin jakke og viste mig sin pyjamas. Den stakkels pige var gået i panik, men havde lige nået at få et par jeans på frem for natbukserne, og en jakke ud over sig selv. Hun skulle faktisk kun være på hostellet den ene nat, og hun skulle virkelig tidligt op den næste dag for at nå sit fly – så hun var bestemt ikke tilfreds med, at vi nu stod nede på gaden.
En halv time senere fik vi lov at gå op igen. Falsk alarm.
Jeg vovede mig i seng og faldt hurtigt i søvn. Og jeg sov stadig ganske udmærket, da alarmen igen lød klokken 5.30. Denne gang besluttede jeg mig for at ignorere den – hvis jeg skulle dø den nat, så ville jeg gøre det sovende.
Det samme gjorde mine roomies, og vi overlevede allesammen.
Første dag var ekstrem – men det skulle vise sig, at lyden af brandalarmen er lig med lyden af London, i hvert fald her ved Picadilly. Lyden har blandet sig med den brummende bas fra busserne og de arrige horn fra bilerne lige siden – gdt og vel hver sjette time, lyder en brandalarm her i nærheden.
Senest var det på mit eget hostel (igen!), og denne gang var jeg lige gået ind under bruseren..
- Noooooo!!, nåede jeg at tænke, førend den stoppede igen.
Fint! Hvis de kan ignorere den, so can I – så jeg fortsatte mit bad. Kort efter gik alarmen i gang igen. Og den stoppede lige så hurtigt – og så atter en gang.
Pludselig huskede jeg, at jeg havde læst, at de afprøver alarmen hver tirsdag formiddag… Og der var jeg da glad for, at jeg ikke var gået i panik og var rendt ned på gaden i håndklæde.
Godt jeg ikke skal være her endnu en tirsdag!
Kun fire dage tilbage på hostel – will I make it alive? (hvis ikke flammerne får mig, hvad så med selvmelidenheden over at bo her..?)
Stay tuned 
Pu-ha … gad vide hvad der sker den dag, der virkelig er brand ??!?? … godt du kun har et par dage tilbage på det hostel. Jeg tror du overlever, you are a true survivor
Wow hvor du dog oplever meget Gisela!! Det er ikke nemt, men hvis der er nogen der kan klare det saa det dig. Jeg havde nok tjekket ud den naeste dag og fundet et andet sted hehe